Elias F. Kulmbak &

Clara M. Jensen

"Der er jo mange ting vi har lært, ved at prøve os frem og gøre det fejlrigtigt mange gange"

Under taget, på et nedlagt keramikværksted, ligger der nu kun støv tilbage. Svaler flyver ind og ud gennem tegltaget, hvoraf lyset også trænger igennem. I rummet ved siden af, hænger keramik og kunst fra loftet, og fylder i hjørnerne. 

I midten af loft atelieret sider Clara og Elias, der i dette interview sætter ord på, hvilke udfordringer man møder i sit arbejde som projektmager - og overgangen til voksenlivet.  

Elias: Vores projekt heder ”Voksenkørekortet”, som er en værktøjskasse-workshop fyldt med alle de ting, som vi ikke lære i gymnasiet, om at blive voksen.

 

Clara: En selvhjælpsguide med alt fra kogebøger, økonomisystemer, til internethjælp og hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud.

Havde i snakket om at skabe projekter inden ASU overhovedet blev et tilbud?

Clara: Det noget jeg altid har gjort. Det har ofte været politisk præget, med fokus på unge og klimaet.
Jeg har også været en del af Fridays For Future og lignende, tidligere.

Jeg er også bare typen der er sådan: ”Fuck! Der er ikke nogen unge, der ved noget om forsvarsforbeholdet”. Så sætter jeg lige en debat op på skolen og får alle med på det. Så det kommer mere naturligt for mig, på en anden måde, end det gør for dig (Elias).

Elias: Jaer, jeg tror jeg har en mere ingeniøragtige tilgang til projekter, sådan: ”hvad kan jeg lave, hvad kan jeg skabe?”. Men i sidste ende, så synes jeg, jeg ender med det samme resultat. Så jeg har også skabt projekter før, måske ikke i samme omfang som Clara.

Hvad går jeres projekt ud på?

Ungdomsøen_©_Jonatan_Nothlev-18[1]_edited.jpg

Clara: Vores projekt er en håndbog eller kørekort til voksenlivet. Vi er selv flyttet hjemmefra, men vi har følt, at der mangler info om, hvordan man er en "hel voksen".

 

Elias: En anden måde at sige det på, er, at det er værktøjskassen til hvordan man begår sig som voksen. Det er meget fancy at sige ”begår sig som voksen”. Men, hvordan kommer man godt videre som voksen.

Clara: Det er en kombinering af helt konkrete praktiske redskaber, som f.eks.: lægge madplan efter årstiderne eller lave budget. Men også sådan noget som cyber-sikkerhed og arbejdsmarkedet om 30 år.

Så et redskab til at klare sig godt. Det er ikke alle der har adgang til en forældre, der ved alting, eller andre der ved det. Og det er ikke noget vi kan lære på gymnasiet.

Jeg syntes det vildt fedt, at vi har samlet to gymnasier, to måder at tænke på, to måder at have skole på, og ja, kunne bruge det.

"

"

Så hvordan har ASU ligesom været en læringsportal for jer, jeres vision og idé? 

Elias: Hvis vores projekt var flammen - idéen - så var ASU sparket, der virkelig satte gang i det. Gjorde tanke til virkelighed. Vi kom ud og fik konkrete praktiske oplysninger om, hvordan vi skaber projektet, og hvordan får vi gjort idéen til en god idé.

Clara: Jeg tror for mig der har det været sparring, fællesskabet. Det er det største projekt jeg nogensinde har lavet. Det er kæmpestort, håber vi det bliver, og det er meget omfattende. 

Så det at have nogen at sparre med, og nogen der lige kan tage én i hånden, hvis man gerne vil ud og søge om f.eks. 100.000 kr.. Sådan nogle helt lavpraktiske ting, som faktisk er virkelig svært.

Hvad ville i mene, har været det sværeste? Har det været hårdt at gå på ASU?

Clara: Jeg tror ikke jeg ville kalde noget af det hårdt. Det er en kæmpe leg at være her, men det helt klart udfordrende. Man bliver presset ud til det yderste, både socialt og på sine egne kompetencer, til man når derud, hvor man er i læringszonen og man lærer en hel masse.

 

Elias: Det jeg syntes der er det sværeste ved projektet, på et generelt plan, er, når vi har fået et spark af energi på de her camps; Så har jeg følt, at vi nogle gange har bidt lidt mere end vi kan tygge. 

Der rammer realiteten af, at vi godt kan forstille os projektet og vi godt kan lave alle de her ting med ASU, men det også skal ud i praksis. Det tror jeg er sådan et hårdt reality-check.

Er jeres projekt sådan, en ny måde at tænke voksenlivet igennem? Og er det mest for jer selv at I gør dette eller for alle fremtidens unge?

Clara: Jeg tror, at selve projektet er for andre som en hjælpende hånd.
Der er mange ting, vi har lært, ved at prøve os frem og gøre det fejlrigtigt mange gange. Vi har også søgt netværk mange fjollede steder, om ting, som vi egentlig ville ønske stod på skoleskemaet.
Så projektet gavner helt klart alle unge.

Men hele ASU-processen er for os, så vi kommer ud med nogle fede kompetencer, til at lave noget fedt for andre eller skabe en sommerfugleeffekt.

ASU_camp_Annaklode1687_edited.jpg

Elias: Jeg er meget enig i, at selve ASU-delen, hvor vi tager på workshop primært er for os. Det er for os, så vi går derfra med redskaber og værktøjer, som vi skal bruge for at komme videre.
Det er jo også superfedt for os at have den værktøjskasse fra ASU, så vi kan arbejde med andre projekter, samfundsengageret eller ej, og gå til det, med at vores energi.
Vores projekt er for alle andre. Vi vil gerne vise folk det, som vi ikke selv vidste på forhånd.
Vi står i suppedasen lige nu - nemlig at flytte ud og stå med hele ansvaret for det. Om der er nogle til at vise os det eller ej.

Hvad har været det mest skelsættende øjeblik for jer, her på ASU? Er der nogle øjeblikke der har sat sig i jer, eller på nogen måder, har været overraskende eller overvældende?

Clara: Jeg tror et moment der hænger fast ved mig, er, da vi var på camp i Århus.
Alle var oppe og performe til MGP-musik. Det sætter ret præcist op, hvad ASU er, for mig i hvert fald. Det er et fællesskab, hvor vi godt tør at være dumme og se dumme ud, for at lære noget og udfordrer os selv. Der er bare plads til alle, på sådan en måde der er helt fantastisk.

Man kan være engageret i fællesskab med andre, ligegyldigt om man er engageret i noget helt småt, som f.eks. at ændre farven på ens gymnasium, eller vil ud og ændre hele verdenssystemet.
Folk er engageret og folk vil det her, og så vil vi ligesom hinanden.

ASU_camp_Annaklode1694_edited_edited.jpg

Elias: For mig er det mest klare skelsættende minde, dengang vi var i Berlin, og se folk med en glæde for bare at undersøge, gå på eventyr og prøve tingene af.
 

Vi fik af vide, at vi skulle møde nede i receptionen kl. 17, og bare begynde at gå afsted.
Vi måtte ikke sige noget, vi vidste ikke hvem der havde taget os og vi vidste ikke hvor vi var på vej hen.

Men vi sagde fuck it, vi gik med og hoppede i med begge ben. Vi troede på, at det var fedest og sjovest, når vi alle sammen gjorde det.

Så gjorde vi det, og det blev superfedt og super grinern.
Det er nok den følelse jeg har mest, når det er vi sider og taler om det her.

Hvor er jeres projekt om et år?

Elias: Jeg håber vores projekt om et år, er samlet op i en vis grad. Jeg tror aldrig rigtigt det dør ud, vi står med et ret godt projekt.
Og når vi har samlet det op, står vi klar til bare at fyre den af, lave nogle fede workshops, undervise nogle nice mennesker og danne et godt netværk. Også selvom at vi det første år, selvom vi går i 3.g, gør det i en mindre skala og trækker os lidt tilbage, så bare det at vi for gjort noget, og får set mennesker blive glade over, det vi viser dem. Også give unge muligheder for at lære nogle af de ting, som der ikke rigtig er nogle folk der lærer dig.

Clara: Vi har mødt ret mange udfordringer. Det lærer man også på ASU: at det sgu okay.
Vi er stødt ret meget ind i en mur, så jeg regner med at vi, om et års tid, har lagt projektet væk i en periode, for ligesom at finde tilbage til os selv og klare gymnasiet, og så genbesøger projektet, og laver noget dobbelt så fedt som det er lige nu, for vi har mere indsigt i os selv og i verden.

Har der været en personlig rejse inde, hvor I har rykket jer fra f.eks. a til b, eller om i altid har været på a?

Elias: Jeg tror vi to, har vi haft noget af en rejse. Sådan ift., hvordan vi overhovedet arbejder sammen, hvordan vi kan arbejde med hinanden og hvad vi rent faktisk gerne vil.
Det har været en vild og voldsom rejse, syntes jeg. Vi har skullet lære meget om hinanden, for at det nu kan fungere, som det gør.

 

Clara:  Vi er to meget forskellige personer. Vi afspejler nok lidt vores uddannelse - jeg er nok sådan lidt hen imod, hvad man ville kalde en klassisk STX pige. Og du (Elias), er sådan en rigtig nørdet HTX’er.
Jeg syntes det vildt fedt, hvordan vi har kunne forene det og lære at bruge de gode sider. Men det har helt klart krævet noget øvelser og noget læring.

ASU_camp_Annaklode1974.jpg

Clara: Jeg syntes det vildt fedt, at vi har samlet to gymnasier, to måder at tænke på, to måder at have skole på og kunne bruge det, som vi har. 


Der er meget der har været svært og udfordrende, eller noget, man har lært af. Jeg følte ikke jeg nødvendigvis behøvede selvtillid eller mod, til at prøve nye projekter eller ting af, før vi startede.

 

Men jeg har da endnu mere blod på tanden, end jeg havde før. Det har bare været svært, at balancere livet. Det jo ikke fordi der er nogle af os, der nødvendigvis kommer til at leve af sådan noget her.

Vi skal også lære at balancere virkeligheden og den her anden virkelighed, der er så spændene og så nice, og i perioder kan virke helt altopslugende og fantastisk euforisk. 

Hvad syntes i om jeres uddannelsesmentorer og jeres coaches, og hvordan har de hjulpet jer?

Clara: Vi har været virkelig glade for vores uddannelsesmentor – eller vores coach.
Man kan godt mærke, at det ikke er din gymnasielærer, det er rigtige mennesker – eller, det er vores gymnasielære også – men det er unge mennesker, der også er i det her, som også selv laver projekter på siden. Vi mødes bare på en café og så kan vi side og snakke om vores projekt, over vores kage og kaffe.

ASU_camp_Annaklode1714_edited.jpg

Elias: Ja ellers så siger vi ”fuck it”, så tager vi en tur til Berlin, og så mødes vi med vores coach der.

 

Så har vi det superhyggeligt, og spiser et eller andet på en café imens vi taler med dem om vores arbejde.
Det er så nede på jorden, og det er så menneskeligt.

 

 

Clara: De er så åbne over for alting. Vi tog jo bare en tur til Berlin for at møde vores coach og have et møde – og ja, for at opleve lidt!